Online

Her kan du læse om ekstremisme online, og om hvad der skal til for at forebygge den.

Ekstremistiske grupper og enkeltpersoner udnytter i stigende grad internettet og sociale medier som platform til at sprede propaganda, rekruttere nye tilhængere og koordinere aktiviteter. Det gælder både højre- og venstreekstremistiske miljøer og religiøse ekstremistiske miljøer. Via populære sociale medier som YouTube, Facebook og Twitter er det muligt hurtigt at sprede symboler, billeder, film, musik og nyheder med antidemokratiske og voldelige budskaber. Brede kampagner kombineres med aktiv tilstedeværelse på online-fora, hvor ekstremister kan gå i direkte dialog med potentielle - eller allerede overbeviste - sympatisører.

Denne offensive, strategiske brug af lettilgængelige sociale medier har øget risikoen for, at søgende og påvirkelige personer kommer i kontakt med ekstremistiske personer og grupperinger. Dette sker ofte i kombination med ”offline”-socialisering som for eksempel ved personlige møder, involvering i netværk og deltagelse i gruppeaktiviteter offline.

Der er derfor behov for at styrke fokus på forebyggelse af ekstremisme online med afsæt i en flerstrenget tilgang, der omfatter både online- og offline-aktiviteter. Der er behov for:

  • at styrke modstandsdygtigheden gennem digital dannelse og kritisk tænkning
  • at svække ekstremistiske budskabers appel og tiltrækningskraft
  • at opnå mere evidensbaseret viden om ekstremisme online og forebyggende indsatser
Sidst opdateret 05/08 2019