Lovgivning

Her kan du få et kort og introducerende overblik over lovgivning, som er relevant for forebyggelse af ekstremisme.

Udfordringerne fra ekstremisme er langt bredere end det, der er relateret til vold, terrorisme og andre kriminelle handlinger. Ekstremisme er også til skade for menneskers sociale trivsel og demokratiske dannelse og for samfundet som helhed. Her har kommunerne og andre samfundsaktører et vigtigt ansvar for at forebygge, og der findes en bred vifte af love og bestemmelser, som er relevante i denne indsats.

Denne oversigt over relevant lovgivning er ikke nødvendigvis udtømmende, men vil blive søgt opdateret og udbygget løbende.

Retsplejelovens muligheder for udveksling af oplysninger i det forebyggende arbejde

Bekymringer om personers mulige risiko for at begå kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv vurderes som udgangspunkt i de regionale infohuse, hvor politi, kommuner, Kriminalforsorgen, sundhedsregionerne og andre myndigheder har mulighed for at udveksle oplysninger og sammen vurdere personens risiko, og, hvor det er relevant, også personens behov og ressourcer. Formålet er at afgøre, om bekymringen er velbegrundet samt i de relevante tilfælde også at skabe et grundlag for tilrettelæggelse af tilbud eller foranstaltninger, der kan hjælpe borgeren til at holde sig fri af risikoadfærd. Læs mere om infohusene her.

Bekymringer om ekstremisme tilgår infohusene på mange forskellige måder. Det kan blandt andet være den sociale underretningspligt efter lov om social service §§ 153 og 154. Læs mere om underretningspligten og henvendelse ved bekymring om ekstremisme.

Når det gælder myndighedernes mulighed for at vurdere bekymringen og udveksle oplysninger om den enkelte borger, er retsplejelovens § 115 af afgørende betydning. Bestemmelsen lyder:

”Politiet kan videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til

1) det kriminalitetsforebyggende samarbejde (SSP-samarbejdet),

2) politiets samarbejde med de sociale myndigheder og social- og behandlingspsykiatrien som led i indsatsen over for socialt udsatte personer (PSP-samarbejdet) eller

3) samarbejdet mellem kriminalforsorgen, de sociale myndigheder og politiet (KSP-samarbejdet) som led i indsatsen over for

a) dømte, der løslades fra institutioner under kriminalforsorgen,

b) dømte under 18 år, der løslades fra institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen, hvor de er anbragt i henhold til § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., og

c) personer, der løslades fra varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, hvis de skønnes at være radikaliserede eller i risiko for at blive det.

Stk. 2. I samme omfang som nævnt i stk.1 kan en myndighed videregive oplysninger om enkeltpersoner til politiet og andre myndigheder, der indgår i de former for samarbejde, som er nævnt i stk. 1. Oplysningerne må i forbindelse med de nævnte former for samarbejde ikke videregives med henblik på efterforskning af straffesager.

Stk. 3. Inddrages selvejende institutioner, der løser opgaver for det offentlige inden for social-, undervisnings- og beskæftigelsesområdet eller social- og behandlingspsykiatrien, i de former for samarbejde, som er nævnt i stk. 1, kan der i samme omfang som nævnt i stk. 1 og 2 udveksles oplysninger mellem myndighederne og institutionerne.

Stk. 4. De myndigheder og institutioner, der indgår i de former for samarbejde, som er nævnt i stk. 1, er ikke forpligtet til at videregive oplysninger efter stk. 1-3.”

Retsplejeloven suppleres af lovgivningen om databeskyttelse, det vil sige EU’s generelle forordning om databeskyttelse (GDPR) samt den danske databeskyttelseslov.

Justitsministeriet udarbejdet Vejledning om udveksling af personoplysninger som led i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme – med særligt fokus på infohusene. Vejledningen beskriver det juridiske grundlag for at dele personoplysninger i det kriminalitetsforebyggende samarbejde på tværs af myndigheder i infohusene.  Find vejledningen her (pdf) (nyt vindue).

Serviceloven og øvrig lovgivning om tilbud og foranstaltningsmuligheder

I de tilfælde, hvor der er behov for tilbud og foranstaltninger til borgerne, vil kommunernes pligter og muligheder efter lovgivningen ofte være af central betydning.

Kommunerne har efter lov om social service (SEL) § 146 et ansvar for at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge under 18 år samt vordende forældre i kommunen lever under. Dette ansvar for børn og unges udvikling og trivsel indbefatter også den tidlige forebyggelse af sociale problemer, herunder de negative konsekvenser ved ekstremisme.

Tilsvarende for borgere over 18 år indgår forebyggelsen af negative konsekvenser ved ekstremisme i det socialfaglige og kriminalpræventive arbejde samt i de beskæftigelsesrettede tilbud. Dette sker gennem kommunernes ansvar for at forebygge ved at anvende SEL og lov om aktiv beskæftigelse (LAB). Et tilbud efter LAB kan være en hjælp til at forhindre, at en borger bliver tilknyttet negative sociale fællesskaber, herunder ekstremistiske fællesskaber.

Lov om vejledning om uddannelse og erhverv (vejledningsloven) samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. rummer også et relevant perspektiv i forebyggelsen af negative konsekvenser ved ekstremisme. Fokus i vejledningsloven er på at hjælpe unge med at finde en retning i livet og at hjælpe unge, som har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv.

Nedenstående oversigt viser en række lovbestemmelser, som kan være relevante for at iværksætte tilbud eller foranstaltninger, der kan afhjælpe og forebygge de negative konsekvenser forbundet med ekstremisme:

Under 18 år

Over 18 år

Rådgivning (SEL § 11)

Efterværn (SEL kap. 12)

Børnefaglig undersøgelse (SEL § 50)

Rådgivning (SEL § 10)

Børnefaglig undersøgelse uden samtykke (SEL § 51)

Rådgivning (SEL § 12 b)

Foranstaltninger (SEL § 52)

Mentor (SEL § 12 b)

Forældrepålæg (SEL § 57 a)

Mentorstøtte (LAB kap. 9 b)

Ungepålæg (SEL § 57 b)

Vejledning og opkvalificering (LAB kap. 10)

Netværkssamråd (SEL § 57 c)

Virksomhedspraktik (LAB kap. 11)

Udslusning (SEL § 57 d)

Ansættelse med løntilskud (LAB kap. 12)

Anbringelse uden samtykke (SEL § 58)

Koordinerende sagsbehandler LAB (LAB § 18 a)

Uddannelsesvejledning (vejledningsloven § 2 a)

For den mere konkrete anvendelse af SEL, LAB og vejledningsloven, henvises til de relevante love og vejledninger. Endvidere har Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme udarbejdet en håndbog, der gennemgår ovenstående lovgivning og hvordan kommuner kan bruge denne til at håndtere bekymringer for ekstremisme og de negative konsekvenser forbundet hermed. Du kan finde håndbogen her.

Lovgivning på skoleområdet

Lovgivningen på skoleområdet er relevant for det forebyggende arbejde i bredeste forstand. Det fremgår af folkeskoleloven §1, stk. 3, at:

”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Tilsvarende bestemmelser kan findes i lovgivningen, der regulerer de frie grundskoler og ungdomsuddannelserne.

Dette forpligter i vidt omfang grundskolen og ungdomsuddannelserne til at understøtte børn og unges dannelse til medborgere i et demokratisk samfund – og derved også at forebygge ekstremisme og unges involvering i antidemokratiske fællesskaber.

Lov om elever og studerendes undervisningsmiljø

Det fremgår af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø §1, stk. 1, at:

Elever, studerende og andre deltagere i offentlig og privat undervisning har ret til et godt undervisningsmiljø, således at undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Undervisningsmiljøet på skoler og uddannelsesinstitutioner (uddannelsessteder) skal fremme deltagernes muligheder for udvikling og læring og omfatter derfor også uddannelsesstedets psykiske og æstetiske miljø.

Læs mere om skole- og undervisningsområdet hos Undervisningsministeriet (nyt vindue)

Folkeoplysningsloven – kommunal støtte til foreninger

Efter folkeoplysningsloven fastsætter og fordeler kommunalbestyrelsen årligt en beløbsramme til blandt andet det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.

Det fremgår af folkeoplysningslovens § 4a, at folkeoplysende foreninger, hvis formål eller adfærd modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, ikke kan ydes tilskud eller anvises lokaler efter folkeoplysningsloven. Ifølge § 4a kan kommunerne heller ikke på andet grundlag end folkeoplysningsloven, herunder efter kommunalfuldmagtsreglerne, yde tilskud eller udlåne eller udleje lokaler til foreninger, hvis formål eller adfærd modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

Kulturministeriet har udarbejdet en sammenskrivning af lovens forarbejder for så vidt angår disse krav til foreningernes formål og adfærd. Formålet er at give en overskuelig fremstilling af hensigten med bestemmelsen.

Læs sammenskrivningen af lovens forarbejder her (nyt vindue)

Endvidere har Center for Frivilligt Socialt Arbejde udarbejdet en guide om krav til foreninger, der søger tilskud eller låner lokaler hos kommunen.

Find Center for Frivilligt Socialt Arbejdes guide her (nyt vindue).

Straffeloven

Strafbare handlinger og risikoen for at begå strafbare handlinger er definerende for ekstremisme. I langt de fleste tilfælde er det åbenlyst for både borgere og forebyggelsesarbejdere, hvad der er strafbart; det gælder for eksempel vold og hærværk.

Men der er også eksempler på, at det kan være mindre åbenlyst om en bestemt handling er strafbar eller på anden måde har negative konsekvenser. Det gælder ikke mindst i de senere år, hvor der sket mange ændringer i straffeloven og i andre love, navnlig som følge af udfordringerne med terrorisme og fremmedkrigere.

For kommunale og andre forebyggelsesarbejdere, der skal støtte og vejlede borgere, er det derfor nyttigt at have en basal viden, om, hvad der kan bringe borgere i konflikt med loven. Det gælder for eksempel bestemmelser om handlinger, der kan fremme terrorisme, samt fremmedkrigere.

Handlinger der fremmer terrorisme

Efter straffelovens § 114 er det strafbart at at ”fremme virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning”, der begår eller har til hensigt at begå en række handlinger omfattet af straffelovens terrorbestemmelser. Det kunne for eksempel være at ”forherlige terror” på skrift, i tale, med film og billeder eller gennem andre ytringer, for eksempel ved at udgive eller dele indhold på sociale medier.

Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme har udarbejdet en pjece til fagprofessionelle om unges deling af ekstremistisk propaganda og andet problematisk indhold på sociale medier. Find pjecen her.

Støtte til terrorisme

Det er i langt de fleste tilfælde er godt og prisværdigt, når borgere støtter forskellige formål med penge eller på anden vis – men der er også tilfælde, hvor borgerne kan komme i konflikt med loven. Efter straffelovens § 114 er der således strafbart at indsamle eller give penge, skaffe lån eller donere ting af værdi til en person, organisation, gruppe eller sammenslutning, der støtter eller begår terrorhandlinger, samt at støtte projekter, der indirekte kan være et led i opbygningen af en terrorgruppe.

Her er det ikke altid helt nemt for den enkelte borger eller forening at gennemskue, hvornår man er i risiko for at bryde loven. Politiets Efterretningstjeneste, PET har derfor udarbejdet pjecen ”Dit bidrag kan misbruges”. Find pjecen her.

Fremmedkrigere

Ikke mindst fremmedkrigerfænomenet har medført mange lovændringer i de seneste år, både i straffeloven og i andre lovgivninger. På baggrund af det store antal unge mennesker fra Danmark, der rejste til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat i 2014-2017, er der blevet der indført en række bestemmelser med det formål, at hindre danske statsborgere og folk med bopæl i Danmark i at tilslutte sig terrorgrupper eller rejse til konfliktzoner i udlandet.

Ifølge straffelovens § 101a, kan det således straffes med fængsel i op til 16 år at hverve andre eller selv at tilslutte sig en fjendtlig styrke, der kæmper mod den danske stat i en konflikt som Danmark deltager i.

Straffelovens § 114j, kriminaliserer endvidere udrejse til- og ophold i konfliktzoner uden forudgående tilladelse, medmindre indrejsen og opholdet sker som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv. Straframmen er fængsel op til 6 år. Listen over området med indrejseforbud er reguleret ved lov, og kan findes på Udenrigsministeriets hjemmeside. Find information om indrejseforbud her.

Straf i medfør af straffeloven er ikke den eneste form for sanktion, borgere kan risikere at udsætte sig for; de kan også blive mødt med sanktioner efter flere andre love som indfødsretsloven, pasloven, udlændingeloven og lov om social pension. Dette er nyttig viden – også i det forebyggende arbejde.

Indfødsretsloven

Efter indfødsretslovens § 8b, stk. 3 kan en fremmedkriger fratages sit danske statsborgerskab, medmindre personen derved bliver statsløs.

Pasloven

Efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, er det muligt at inddrage eller tilbageholde et pas, hvis der er grund til at antage, at en dansk statsborger vil rejse til udlandet for at deltage i handlinger, der kan skade den danske stat eller udgøre en trussel for den offentlige orden. Afgørelsen er gyldig for et år.

Udlændingeloven

Efter udlændingelovens § 21b kan udenlandske statsborgeres opholdstilladelse i Danmark bortfalde, hvis den pågældende er udrejst af Danmark og der er grund til at antage, at personen i udlandet deltager i handlinger, der kan skade den danske stat eller udgøre en trussel for den offentlige orden. Såfremt opholdstilladelsen bortfalder efter udlændingelovens § 21b, stk. 1, meddeles der indrejseforbud for bestandigt.

Hvis Udlændingestyrelsen eller politiet bliver bekendt med, at en person med opholdstilladelse i Danmark har til hensigt at rejse til udlandet for at deltage i handlinger, der kan skade den danske stat eller udgøre en trussel for den offentlige orden, kan Udlændingestyrelsen udstede et vejledningsbrev om konsekvenserne ved at udrejse, som overgives personligt til den pågældende, enten af politiet eller i Udlændingestyrelsens Borgerservice.

Lov om social pension

Efter en række bestemmelser i lov om social pension, kan myndighederne stoppe for udbetalingen af offentlige ydelser til personer, hvor politiet har truffet afgørelse om at inddrage passet efter Paslovens § 2, stk. 1, nr. 4.

Sidst opdateret 19/10 2020