Kursus om børn og unge online: skadelige digitale fællesskaber og risici
Målgruppe
Fagpersoner, der arbejder med forebyggelse af ekstremisme, trivselsfremmende indsatser og børn og unges digitale liv.
Indhold
Digitale fællesskaber spiller en stadig større rolle i børn og unges liv, og i takt med at det digitale landskab ændrer sig, ændres udfordringerne for børn og unges trivsel, risikoadfærd og sårbarhed over for radikalisering.
Kurset vil fokusere på aktuelle tematikker i forskellige skadelige digitale miljøer, hvor børn og unge færdes, og på de mekanismer, der påvirker børn og unges onlineliv, herunder bl.a. kunstig intelligens.
Konkret stilles der skarpt på:
- Hvordan børn og unge kan groomes og radikaliseres gennem gamingsfæren og voldsforherligende gore-miljøer.
- Hvordan konkrete radikaliseringsprocesser online kan se ud i praksis.
- Hvordan såkaldt ”dog whistling” og koder (talkoder, emojis, symboler m.m.) fra ekstreme miljøer anvendes som kommunikationsform på mainstream digitale platforme.
- Hvordan kønsopfattelser og maskulinitetsidealer fra manosfæren og incel-fællesskaber kan medvirke til børn og unges radikalisering.
- Hvordan forskellige typer af kunstig intelligens kan bruges til at producere ekstremistisk indhold, og hvilken betydning algoritmer har for børn og unges onlineliv.
- Hvordan den nye viden kan omsættes i det lokale forebyggelsesarbejde.
Hvad får du med hjem?
Med udgangspunkt i vidensoplæg og praksisnære cases giver uddannelsen deltagerne konkrete redskaber til at:
- Identificere og forstå de nyeste tendenser inden for skadelige digitale fællesskaber og risici blandt børn og unge.
- Genkende mønstre for grooming og radikalisering online.
- Anvende viden om aktuelle tendenser og mekanismer på onlineområdet i arbejdet med at fremme trivsel blandt børn og unge samt forebyggelse af radikalisering og ekstremisme.
Praktisk information
Tid og sted
- Onsdag den 22. april 2026 kl. 11:00-16:30 i Middelfart og
- torsdag den 23. april 2026 kl. 9:00-14:30 i Middelfart.
Kurset afholdes af CDE med bidrag i form af oplæg fra PET’s Forebyggelsescenter.
Kurset strækker sig over to dage, og det er en forudsætning for at tilegne sig den ovennævnte viden, at man deltager begge dage.
Der er mulighed for overnatning fra dag 1 til dag 2 uden beregning.
Der vil være fælles middag om aftenen efter første kursusdag. Dette hører du mere om et par uger før selve
kurset.